På trappen til et nyt forhold, og hvordan sorterer vi så i de erfaringer vi har med os, så vi kan møde et nyt menneske fra et nyt sted? Hvordan undgår vi, at aben flytter med, og det vi frygter bliver til virkelighed?
Jeg lægger hårdt ud, men måske jeg lige skal introducere mig selv først. Jeg hedder Ole, og er 45 år. Jeg er far til to livlige og fantastiske drenge på 8 og 11. Jeg har den store glæde at danne par med Line på tredje år i et smukt, inderligt, åbenhjertet og trygt forhold, hvor vi kærligt udfordrer og holder af hinanden, så vi sammen, og hver for sig, kan øve os i at være alt det vi er.
Professionelt er jeg uddannet Life Coach med særligt fokus på kommunikation og relationer. Jeg er, sammen med Line, i gang med at uddanne mig til psykoterapeut på Tobias Skolen som Spirituel Integrativ Krops- & Psykoterapeut. Det står umiddelbart i skærende kontrast til min baggrund som IT-konsulent og udvikler – men foran ethvert IT-system er der mennesker med ambitioner, drømme og ønsker – og det har altid været min motivation og drivkraft. I relation med andre at kunne mødes, diskutere, blive uenige og enige igen og sammen finde vej og skabe noget, der er større.
Nok om mig, nu ved du lidt om, hvor jeg kommer fra, og måske har du dannet din idé om, hvem jeg er.
Tilbage til det, jeg har på hjertet i dag. At finde modet til at lægge sine våben, skjold og sværd, og møde sig selv og en kommende kærlighed fra et nyt ståsted.
Som cirka 50% af den danske befolkning har jeg også et ægteskab bag mig. Hvad har jeg lært af det? Hvad har jeg taget med mig videre og baseret mit nye forhold på?
Jeg har lært noget om at vågne op og stoppe med at lægge sten i rygsækken. Hvad mener jeg så med det? En sten opstår, når den der følelse af noget der skulle siges – ikke blev sagt. I stedet vrissede jeg eller stak af, sank en ekstra gang, og formulerede en løgn om, at jeg “bare er træt”, “har lidt for travlt”, “ikke orker at diskutere”… Du fortsætter bare selv.
Der opstår nemlig tre ting på bagkanten af sådan noget. Dels en skam over ikke at stå ved sig selv, og dernæst en sorg (måske følt som frustration – men prøv lige selv at mærke efter) over ikke at blive set af den anden eller være i stand til at mærke og/eller bede om det, jeg egentlig savner i situationen.
Herfra er der to veje at gå – lægge stenen fra sig ved at finde mod og sårbarhed til at italesætte det eller gemme denne sten af skam, sorg og frustration i min rygsæk. Sådan fyldes rygsækken, indtil den ikke kan bæres mere.
Okay, det er lidt dystert og sort det her, men bare rolig, det hele ender lykkeligt.
Dette nye ståsted og denne nye relation, der venter på dig, er din chance for at gøre noget andet og måske helt nyt. Sammen med din kommende partner kan I aftale at møde hinanden fra et åbent og kærligt sted fra første færd.
Står du ikke lige og har fundet den rette endnu, kan du sagtens begynde at øve dig. For mit vedkommende, inden jeg mødte Line, havde jeg allerede bestemt mig for at gøre noget anderledes.
Jeg fandt mig en leveregel.
Min leveregel lyder sådan: Jeg vil ikke længere gemme mig væk.
Helt konkret kommer det til udtryk ved, at jeg vælger ikke længere at bære på sten. Når jeg mærker, at noget ikke blev sagt, eller noget jeg gjorde eller fik sagt tynger mig, så må jeg samle mit mod og stå ved det – ikke iført sværd og skjold, men med et åbent sårbart hjerte.
Her er det afgørende, at du tager helt konkret udgangspunkt i det, du oplever, hvad det gør ved dig, og hvad du godt kunne tænke dig var anderledes for at få det ud af dit system.
Et lille eksempel på, hvordan det kan lyde: Da du sagde (…) til mig, gjorde det mig ked af det, vred og frustreret, fordi jeg følte mig forkert. Jeg vil gerne tale om det, der skete, og forstå, hvad du oplevede i situationen.
Det kan godt ske, at stenen skal ligge der nogle dage, men hey, vågn op og mærk byrden, du bærer på. Dette her er dit liv, og det er dig, der bestemmer, om du skal slæbe en kæmpe rygsæk af sten – eller om du lige nu og her vælger at begynde at tømme din rygsæk for at kunne være alt, der er dig, og være i livet med lethed og en rygsæk, der ikke tynger.
Hvordan lyder eller skal din leveregel lyde, og hvad har det betydet for dig?
Jeg vil elske at høre dine tanker, spørgsmål og kommentarer. Det giver mig endnu mere energi og lyst til at skrive.
Med ønske om liv i lethed,
Ole